• En »kulturhistorisk perle« åbner vest for København: »Personligt glæder jeg mig meget til igen at tage en kold dukkert«

    Source: BDK Borsnyt / 02 Mar 2024 17:28:47   America/New_York

    De seneste to somre har friluftsbassinerne i Vestbadet, der ligger på grænsen mellem Rødovre og Brøndby, været lukket for badegæster. Men nu åbner friluftsbadet fra 1958 endelig dørene igen. Det skriver Rødovre Kommune i en pressemeddelelse. »Jeg er glad for, at der nu bliver sat et punktum, så vi igen kan åbne dørene til den kulturhistoriske perle, som Vestbad jo er. Personligt glæder jeg mig meget til igen at tage en kold dukkert på en varm sommerdag, og det ved jeg, at tusindvis af andre Brøndby-borgere også gør,« siger Kent Magelund, borgmester i Brøndby Kommune, som driver Vestbad sammen med Rødovre Kommune. I 2020 blev bassinerne ved Vestbadet renoveret, men efter åbningen blev der konstateret fejl og mangler. Det betød, at bassinet både måtte holde lukket i 2022 og 2023, meddeler kommunen. »Vi er nået frem til en god løsning, som først og fremmest baner vejen for, at alle de mange badegæster kan bruge hele Vestbad til sommer – indendørs og udendørs,« siger Britt Jensen, der er borgmester i Rødovre Kommune. Arbejdet med de sidste udbedringer vil starte inden for de næste par uger, og det forventes at være gennemført, inden sommeren for alvor rammer landet. Dermed vil dette arbejde afslutte en restaurering, der startede helt tilbage i 2018. https://www.berlingske.dk/samfund/en-kulturhistorisk-perle-aabner-vest-for-koebenhavn-personligt-glaeder-jeg
Share on,